You are here: Home Virksomhed Hvad mener andre virksomheder? Opskriften på socialt ansvar

Opskriften på socialt ansvar

En stor virksomhed med 1200 ansatte har over de seneste 8 år haft 15-20 jobforløb på særlige vilkår. Langt de fleste (over 85%) ansættes i virksomheden, enten i ordinært job eller i fleksjob, efter endt forløb. Her er opskriften ifølge de to ansvarshavende ledelsespersoner:

Socialt ansvar følger af, at virksomheden ser sig som en del af samfundet

Det er vigtigt, at såvel direktøren som den nære kollega er enige om at påtage sig dette ansvar. Ethvert nyt forløb er en beslutning, der træffes i fællesskab i den pågældende afdeling, ligesom direktørteamet har blåstemplet socialt ansvar som værdigrundlag.

Jo grundigere borger og arbejdsgiver matches des større sandsynlighed for succes

Det tætte samarbejde med Springbræt er værdifuldt. Når Springbræt har et godt kendskab til arbejdspladsen og når de gensidige forventninger er klare, stiger sandsynligheden for et vellykket match og forløb. Det er vigtigt, at kemi og arbejdsmæssige kvalifikationer matcher virksomhedens kultur og behov for arbejdskraft.

Arbejdet skal have værdi, og dette skal afspejles i forventningerne til borgeren

Ethvert forløb skal - uanset om det er arbejdsprøvning eller ansættelse med løntilskud - byder på relevante arbejdsopgaver med en anerkendt værdi for virksomheden. Også selvom rammerne for opgaveløsningen er særligt tilrettelagt, skal den nye medarbejder i videst muligt omfang stilles de samme forventninger som de øvrige medarbejdere.

Åbenhed skaber rummelighed

Når borgeren er åben og ærlig om sin situation og de barrierer, der kan vise sig i jobforløbet, bliver begrebet 'rummelighed' konkret for virksomheden. Der kan tages præcise hensyn i arbejdet og på forhånd indgås aftaler om, hvordan problemer ryddes af vejen inden de vokser sig store.

Rummelighed skaber rummelighed

Når kolleger og ledelse kan se deres egen rolle i, at et forløb ender succesfuldt for den enkelte borger, virker det tilbage på virksomhedens generelle sociale ansvarsfølelse. Der opstår mod og overskud til at byde flere ledige velkomne og håndtere stadig sværere problematikker.

Jo længere forløb des større motivation for at ansætte borgeren

I takt med, at virksomheden opbygger et personligt og arbejdsmæssigt kendskab til borgeren, stiger chancen for, at borgeren efterfølgende bliver ansat. I de meget korte forløb opleves det som problematisk, at borgeren aldrig når at komme over ’honeymoon-fasen', at opnå rutine og egentlig arbejdsmæssig udvikling.

Effektiv sagsbehandling fremmer hurtig arbejdsmarkedsintegration

Det er vigtigt, at sagsbehandlingen går hurtigt, når der er brug for det. Bevilling af nødvendige kurser, særlige arbejdsredskaber og lignende til borgere skal ikke være uge- eller månedsvis undervejs.

Jo mere det betaler sig at arbejde des mere motivation

Løntilskudsforløb og dækning af transportudgifter er eksempler på, hvordan borgeren kan honoreres og kompenseres økonomisk. Også bevilling af eksempelvis nyt tøj og nye tænder skaber motivation hos borgeren og fremmer hermed for et positivt forløb.

Hvis man præcis ved, hvad man skal gøre, hvorfor så gøre det?

-Pablo Picasso