Ved visitation
Når en borger visiteres til Springbræt, har vi en dobbelt ambition: På den ene side ønsker vi at være forberedte og spare borgeren for spørgsmål, som pågældende har besvaret mange gange før. På den anden side ønsker vi at undgå stigmatisering og være åbne over for borgeren.
Det betyder, at vi gerne vil have ressourceprofil og eventuelt andre relevante sagsakter tilsendt ved visitation. Borgerens kommende kontaktperson i Springbræt vil inden mødet med borgeren gennemlæse og forholde sig til disse.
En mundtlig dialog med jobcentret er ofte også ønskværdig. De tilsendte sagsakter kan have rejst spørgsmål, som skal afklares. Desuden er det ofte en stor hjælp, når jobcenterets erfaringer med borgeren og tanker om behov og forandring kommer til vores vidende fra start.
For at undgå stigmatisering og fremme et nuanceret billede af borgeren bruges det første møde med borgeren blandt andet på at opridse vores viden om personen og spørge ind til pågældendes egen opfattelse af problemer, forandringstanker og relevante indsatser.